Midtvejsevaluering
Om
Hvad er galathea3.emu.dk
Hjemmesiden galathea3.emu.dk er et tema om Galatheaekspeditionen til grundskolen, ungdomsuddannelserne, læreruddannelsen og andre interesserede. På webstedet er der nu over 1.000 sider. Siderne er relateret til togtet med Vædderen og de forskningsprojekter, der afvikles undervejs. Indholdet er opdelt i de fire forskningstemaer:
Til disse knytter sig over 80 undervisningsforløb.
For de mindste elever og mellemtrinet i grundskolen er der MiniGalathea.
Ud over de faglige temaer er der forskellige aktuelle og interaktionsmuligheder:
Forskningsformidlingen er en hovedopgave for galathea3.emu.dk. Beskrivelser og reportager om meget komplicerede emner og projekter er transformeret til alle niveauer i grundskolen og ungdomsuddannelserne. Umiddelbart svært tilgængelige emner er gjort både spændende og forståelige på forskellige niveauer.
En anden hovedopgave er at give inspiration til at inddrage Galathea i undervisningen på alle niveauer.

Midtvejsevaluering
610 personer har svaret på brugerundersøgelsen "Galathea3 - Hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre". Sammenholdes disse svar med trafiktallene på hjemmesiden, bliver resultaterne at:
- Hjemmesiden galathea3.emu.dk er brugt i undervisningen på alle niveauer fra børnehaveklasse til gymnasier og i læreruddannelsen med 16-19.000 unikke brugere pr. måned svarende til ca. 5.000 brugere / uge.
- De fleste brugere er fra grundskolen med vægt på 3.-7.klasse.
- I indskolingen, på mellemtrinet og de ældste klasser i grundskolen bruges hjemmesiden både i natur/teknik, dansk, historie, biologi, geografi og andre fag samt ikke mindst i tværfaglige sammenhænge. Siderne bruges altså ikke kun i naturfagene, men bredt over fagrækken.
- Nogle klasser følger Galathea løbende over hele året, mens andre arbejder med udvalgte emner i kortere eller længere perioder.
- Gymnasiet har færre brugere end grundskolen. På dette niveau kan der arbejdes mere specialiceret i relation til udvalgte forskningsprojekter. Omfanget af arbejdet og timeforbruget kan her være ganske stort og forløbe over hele året. Typisk arbejder gymnasieklasserne i naturfagene med selvformulerede projekter i relation til den forskning, der foregår på skibet.
- MiniGalathea er blevet en stor succes, hvor mange elever ikke bare arbejder med emnerne i skolen, men også hjemmefra følger EMUs færd jorden rundt via nogle faglige tekster og inspirerende fotos fra ekspeditionen. Blandingen af fakta og fiktion for de yngste elever har vist sig at være kimen til en begyndende interesse for det naturvidenskabelige felt.
- Det tilkendegives, at hovedparten af lærerne og eleverne vil bruge webstedet fremover. 43 % vil helt sikkert fortsætte med at bruge det, 45 % vil nok bruge det, mens 5 % ikke forventer at ville bruge det. 63 % af respondenterne er lærere, og heraf er 67 % ansat i grundskolen.
Brugen af hjemmesiden
Brugen af hjemmesiden skal ses i lyset af naturfagenes placering og omfang i både grundskolen og gymnasierne. Resultatet må betegnes som udmærket, idet hjemmesiden bliver brugt af rigtig mange elever, lærere, skoler og uddannelsesinstitutioner. Jo højere op i uddannelsesniveauet jo mere specialiseret og fagrettet er anvendelsen af webstedet.
Lærerne har trods planlagte årsplaner formået at inddrage projektet som en aktuel begivenhed, fagligt emne eller som tema for årgange eller hele skoler.
Øget interesse for naturvidenskab vil på længere sigt vise sig, når dagens yngste elever i grundskolen senere skal vælge studieretning i gymnasiet og uddannelse i fremtiden.