Menu
• Indhold

Vædderen - flydende hjem og laboratorium

Vædderen er ombygget specielt til Galatheaekspeditionen, hvor den i 257 dage vil være flydende hjem og arbejdsplads for besætning, forskere, journalister og skoleelever.

Om Vædderen

Vædderen på vandet
 

Om

Skibet Vædderen

Vædderen er bygget på Svendborg Skibsværft og søsat 21. december 1990. Skibet er navngivet d. 7. september 1991 og tildelt skrognummer F 359. Skibet blev afleveret til Søværnet 9. december 1991 og tog på sit første togt 9. juni 1992, hvilket også er datoen for, hvornår Vædderen indgår i flådens tal.

Data for Vædderen:

  • Vægt: 3.500 tons
  • Længde: 112,5 meter
  • Bredde: 14,4 meter
  • Dybdegang: 5,8 meter
  • Max. fart: 21 knob
  • Besætning: 52 personer M/K

Vædderen er adopteret af følgende byer:

  • Odense (Danmark)
  • Nuuk (Grønland)
  • Tverå (Færøerne)

I søværnet er der tradition for at skibenes navne går i arv, så Vædderen efterfølger et andet flådefartøj af samme navn. Vædderen har tidligere inspiceret farvandene omkring Grønland og Færøerne for Søværnet og i det danske rigsvåben er Færøerne netop symboliseret af en vædder. Skibet har også besøgt den sydlige halvkugle, bl.a. da det i 1993-94 skulle promovere dansk skibsbygning og industri i henholdsvis Malaysia og Sydafrika.

Vædderen sejler normalt omkring Grønland og Færøerne, hvor den løser opgaver i forbindelse med fiskeri-inspektion, hvor den kontrollerer skibe, om de har tilladelse til at fiske i området og at de ikke fanger mere end tilladt. Vædderen overvåger miljøet og deltager i forureningsbekæmpelse - specielt med fokus på havmiljøet. Vædderen udøver også suverænitetshævdelse, hvilket betyder, at de passer på landets grænser og at ingen uretsmæssigt kommer og tager nogle områder, der tilhører Danmark.

Udover det deltager Vædderen også i SAR-beredskabet. SAR står for Search-And-Rescue og er et beredskab, hvor Vædderen skal hjælpe til ved eftersøgnings- og redningstjenester og yde assistance til andre skibe i havsnød. Til SAR-beredskabet råder Vædderen over en Lynx type Mk. 90 - helikopter, der står flyveklar 24 timer i døgnet. Vædderen har normalt en besætning på 52 personer og 3 personer til at betjene helikopteren. Under Galathea 3 ekspeditionen består besætningen af i alt 50 personer og helikopteren er ikke med ombord.

Logo for Dansk Ekspeditionsfond

Vædderen er ombygget til Galatheaekspeditionen på Karstensens Skibsværft A/S i Skagen. På Dansk Ekspeditionsfonds hjemmeside kan du se billeder af ombygningen uge for uge. Her kan du også se en lille film, der viser rundt på Vædderen, som den så ud inden ombygningen.

 

CTD-rosetten, der henter vandprøver …


CTD-rosetten ombord på Vædderen samler vandprøver fra forskellige havdybder.

 

Logo for Danmarks Fiskeriundersøgelser

Laboratorier i bølgegang

Det kræver specialviden at designe og udruste laboratorier, som skal bruges på søen. Havets bølgegang betyder, at skibet konstant er i bevægelse, så udstyr og instrumenter som bærbare computere og mikroskoper skal kunne sures fast til bordene.

Danmarks Fiskeriundersøgelser har hjulpet til med udrustningen af skibet og lavet et tema, der bl.a. fortæller om designet og udfordringerne med at opbygge 6 nye forskningslaboratorier på skibets agterdæk, der er tidligere landingplads for helikoptere. Se temaet ved Danmarks Fiskeriundersøgelser.