Danmark i Afrika
Om
Fortet Christiansborg
Fra 1685 blev fortet Christiansborg centrum for danske handelsinteresser i Afrika. Det var herfra man sejlede tusindvis af slaver til de Dansk Vestindiske øer; men allerede i 1807 kunne handelen ikke længere betale sig og handelsstationerne blev forladt. Derfor solgte Danmark sine 7 fæstninger på Guldkysten til England i 1850.
Guldkystens handelsstationer
Oprindeligt blev området kendt som Guldkysten, fordi der kom guld til Nordafrika via handelsruterne tværs igennem Sahara. Portugiserne kom først (i 1471) i deres søgen efter guld, elfenben og peber. De byggede Elminafæstningen, som stadig står i dag. Da europæerne begyndte at åbne plantager i Den ny Verden i 1500-tallet, blev efterspørgselen efter afrikanske slaver meget stor. Snart overskyggede menneskehandelen al anden handel på Guldkysten, og de forskellige handelsstationer konkurrerede med hinanden for at tjene flest penge. Efter de portugiske købmænd, var det hollænderne, englænderne, danskerne og svenskerne, som byggede forter, så de lettere kunne handle med slaver.
Konflikter og slavehandel
Fra 1650 til 1800 var der mange skift og ændringer blandt handelsstationerne. Fort blev bygget, forladt, angrebet, besat, solgt og udvekslet. Købmænd blev viklet ind i lokale konflikter og konkurrencer med andre købmænd. I slutningen af 1800-tallet var de engelske købmænd de stærkeste på kysten.
Man regner med, at omkring 6.300.000 slaver blev sejlet fra Vestafrika til Nord- og Sydamerika. Bare fra Guldkysten regner man med, at der blev sejlet 5.000 slaver om året! Der var rigtigt mange af slaverne som døde undervejs på skibene, men alligevel kunne man tjene styrtende med penge på denne form for handel.
Sort og hvid slavehandel
Dengang var slaveri accepteret både af afrikanerne selv og af europæerne. Mange afrikanske samfund tog i forvejen slaver i forbindelse med krig og anvendte dem som arbejdskraft i markerne.
Der var bare den forskel, at slaver i afrikanske samfund blev en slags medlemmer i samfundet, hvor de havde rettigheder - og med tiden kunne de endog blive familiemedlemmer hos deres ejere. I plantagerne i Nord- og Sydamerika var arbejdsforholdene betydeligt hårdere end i landbruget i Afrika.
Slaveriets ophævelse
Efterhånden opstod der spredt modstand mod slavehandelen rundt omkring i Europa. Man var dog oppe imod de enorme profitter som blev tjent på slaverne. I slutningen af 1800-tallet stoppede slavehandelen gradvist. Først stoppede Danmark, så Sverige og Holland og senere forbød USA import af slaver. Omkring 1807 begyndte England også en kampagne for at forbyde slavehandelen. Det tog dog over 50 år før handelen blev helt opgivet. Der var simpelthen for mange penge at tjene på det. Det var først da maskiner blev mere økonomiske end slaver, at man helt holdt op med slaveriet.
Dansk slavehandel
1650: De første danske skibe ankommer til Guldkysten
1662: Byggeriet af Christiansborg-fortet går i gang
1680-1806: 100.000 slaver krydser Atlanterhavet i danske skibe
1802: Danmark forbød slavehandel
1830: Plantagedrift i Ghana med slaver som arbejdskraft
1848: Danmark afskaffer slaveriet
1850: Danmark sælger Guldkysten til England

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg




