Nedsænkede marker i Perus ørkensand

af Anette Gjervig

Inge Schjellerup er seniorforsker ved Nationalmuseets Etnografiske Samling, men tilbringer en del af sin tid i Peru, hvor hun arbejder med arkæologiske udgravninger og antropologiske projekter på de østlige skråninger af Andesbjergene i Nordperu.

Inge Schjellerup rejste til Peru første gang i 1971 som universitetsstuderende i arkæologi og antropologi som deltager i en amerikansk ekspedition. Efter 3 rejser til Peru måtte Inge erkende, at hun var solgt og for evigt havde tabt sit hjerte til området. Siden da har Inge ledet adskillige ekspeditioner til Peru og rejser allerede i juli måned tilbage til Peru for at arbejde videre med sine projekter.

Mange af Inges projekter foregår i svært fremkommelige områder og hun er derfor afhængig af de lokales hjælp og velvilje. Inge gør derfor også meget ud af at give noget igen til de lokale. Dels for at vise sin interesse for området men også for at give dem en mulighed for på en konstruktiv måde at udvikle sig med hensyntagen til deres kultur og arv. Inge har bl.a. medbragt landbrugsredskaber til de lokale, som de ikke havde mange af. Hun har også haft 400 briller med derned. Brillerne blev dog ikke bare delt ud, men de lokale skulle give et lille symbolsk beløb for at få et par briller. Indtægterne for brillerne gik så til videreudvikling af områdets skole. Hun har også været med til at reparere de gamle vandkanaler, der stammede helt tilbage fra Inkaerne tid. På den måde har det været muligt for de lokale at få et vandreservoir og dermed også at få indlagt vand. Alle ting, der hjælper de lokale til en lettere hverdag, men stadig med stor hensyntagen til deres kultur og arv.

I sit arbejde gør Inge meget ud af at inddrage unge studerende og dermed give sin interesse videre til den næste generation af antropologer og arkæologer. Hun har også fået startet et udvekslingsprogram mellem Peru og Danmark, hvor der bl.a. har været 2 unge fra Peru i Danmark for at studere og omvendt.

Meget af Inges store forskningsarbejde har udmøntet sig i diverse publikationer og bøger og næsten al materialet er blevet oversat til både engelsk og spansk. Specielt den sidste oversættelse til spansk er enorm vigtig, idet de giver indbyggerne i de forskellige områder mulighed for at læse om Inges forskning. Det har medført, der i dag er flere steder, hvor de er begyndt at tage teknikken fra stenterrasser i brug igen. På de nedsænkede marker bliver der flere steder dyrket totorassiv nær kysten, som bl.a. bliver brugt til at lave sivbåde. Der skal bruges 2 bundter til en enkelt sivbåd og de lokale sørger for hele tiden at have totorassiv, så de hvert år kan lave mindst 12 nye sivbåde.